Så fås det næppe mere unikt!
Om kort tid går det løs ved OL i Paris, og rosportens deltagere har netop fået de store, og for os andre, meget misundelsesværdige og eftertragtede OL-tasker i hus. De landede i går ved Rosportens Hus. En vognmand gik ind og fortalte, at han "lige havde tre fyldte paller", som skulle læsses af. Og på pallerne var de ret store og godt fyldte OL-tasker, med den officielle beklædning, som vores udtagne roere skal have på i forbindelse med deres "optræden og gøren og laden" i Paris.
Der er så meget tøj og andre ting til hver atlet i disse tasker, at der er to tasker til hver.
Og fotografen var naturligvis grøn af misundelse, og gad godt at have bare én af de tasker med indhold med hjem. Men det blev blot til en forevigelse af dem.
Se, det er kommet frem i forbindelse med de officielle billeder af vores OL-deltagere.
W8+, der blev udtaget til OL for få uger siden, har netop været til fotosession hos Lars Møller, som de seneste år har foreviget OL-atleterne. Nu er billederne af dameotteren lige på trapperne, skriver den OL-presseansvarlige til roinfo.dk
Men tilbage i december måned, 2023, nærmere bestemt, den 21. - blev både de kvindelige roere i W2- og W4- foreviget i det fine OL-tøj. Det er Jack & Jones, der med Team Danmark, står bag OL-kollektionen. Og når det drejer sig om selve ro-trikoten, vil den blive præsenteret i næste uge.
W2-:
Fie og Lærke - to erfarne OL-roere med henholdsvis OL-SØLV og OL-BRONZE bag sig:
Julie, Marie, Frida og Astrid - de tre af dem er OL-debutanter. Frida skal til sit andet OL.