Havde det hele nu været, som det plejer...
... Så var landets dygtige kaproere valfartet til Odense Kanal for at åbne sæsonen med hele to dages gedigen og flot klasseroning.
Trænere og ledere ville køre på deres cykler langs kanalen, ikke kun for at pace - det må man godt i Odense - men også for, med falkeblikke og skarpe observationer, at forsøge at få et overblik over, hvor den enkelte roer står i forhold til øvrige konkurrenter, se på projekter, teste roerne i de forskellige bådtyper, og dét både lørdag og søndag.
OL- og VM-roerne skulle vise deres høje niveau, andre deltagere ville måske debutere på Odense Kanal og opleve, "hvor langt der er ud til starten - og måske i modvind", og så skal man hele vejen tilbage igen.
Efter dagens strabadser ville Johnny Rusbjerg stå klar med resultater og medaljer, roklubbens flittige kvindelige medlemmer ville stå klar med noget spiseligt og drikkevarer i vognen, og DFfRs Kaproningsudvalg ville holde det sædvanlige informationsmøde, mens roerne tog hen på skolen for at få aftensmad og rulle liggeunderlag - og soveposen ud, klar til en nat i klasseværelser eller gymnastiksal. Tidlig søndag morgen ville der være afgang fra broen, og efter medaljeoverrækkelser og bådelæsning, ville deltagerne rejse hjem, en erfaring rigere.