Atten roere fra fire forskellige klubber var mødt på Alstrup Strand, da Ronetværk Sydhavsøerne åbnede den nye sæson med standerhejsning på netværkets grund.
Nysted Kajak- og Roklub havde skænket en "ny" (brugt) fireåres inrigger til grunden, således, at der nu ligger to både – en toåres og en fireåres inrigger, som kan benyttes, når man besøger grunden. Dagen startede med morgenkaffe og herefter blev der gjort rent og klart til den nye sæson.
Rokreds Sydhavsøernes næstformand, Poul Erik Wulff-Høyer, Nakskov, holdt standerhejsningstalen og sagde blandt andet:
”Det kommende år i kredsen vil byde på flere arrangementer for kredsens klubber. Det er bestyrelsens håb og forventning, at så mange som muligt vil deltage. Der vil blandt andet være fællesroninger i flere af kredsens klubber.
Vi vil på sigt forsøge at genoplive den gamle tradition med et Åbent LF – Mesterskab i ergometerroning. I første omgang prøver vi dog at lave en turnering de enkelte klubber imellem”.