Velkommen til årets første ”Overblikket” med et kig på ro-arrangementer i januar 2023. Vi har i anledning af det nye år udskiftet signaturbilledet, og i stedet for de tre cheerleaders vil det i 2023 være de mere neutrale og stilfærdige ”læsebriller”, der indikerer, at man her kan få et overblik over den kommende måneds arrangementer.
Januar er vinter, og i sagens natur er det roning i ergometer, der fylder mest i ”almanakken” for januar. Der afholdes tre mesterskaber med stigende sværhedsgrad i løbet af måneden. Lørdag den 7. januar er der Åbne Jyske Mesterskaber. Regattaen holdes som en virtuel kaproning og indgår sammen med Sjællandske og Fynske mesterskaber i Mesterskabsturneringen.
Lørdag den 21. januar er der DM i ergometerroning. DM holdes som en hybridregatta, hvor man dels kan ro med hjemmefra, dels kan stille op i Gladsaxe. Hvis du vil vinde en af de officielle danmarksmesterskaber, skal du dog være til start i Gladsaxe. Læs mere om reglerne i Regattahæftet her.
Den 9. januar 2023: Reglerne for tilmelding til DM er ændret, så der ikke er mulighed for virtuel deltagelse.
Sidste mesterskab, der skal roes om i januar, er European Rowing Indoor Championships i Paris 28. – 29. januar.