Af Leif Thygesen
På Strandpromenaden i Nakskov er der en lidt alternativ kolonihave. Her er ikke kartofler, gulerødder og radiser, men haven er gjort til et spændende, sjovt og anderledes område, hvor der blandt andet er udstillet vejskilte, gamle træhjul og såmænd også et toilet. Cirka midt på grunden står en vejviser, der viser, hvilken vej man skal gå, hvis man skal til Lidl, Hestehovedet eller på Bodega.
I denne kolonihave er der også en dobbeltsculler, der er brugt som blomsterkumme. I 2019 var den i fuld længde – her i 2020 er det kun den forreste luftkasse, der er tilbage. Båden hedder ”Carl Emil” og har tilhørt Nakskov Skibsværft Roklub.